17. november 2021
November – Seneste nyt om byggeriet på grunden
Forberedelse til Kysthus 3 i gang
Spunsarbejde og pæleramning som forberedelse til Kysthus 3 er netop gået i gang. Som reglerne foreskriver, er de nærmeste naboer blevet varslet af entreprenøren, og som sædvanligt er der også foretaget fotoregistrering af de nærmeste bygninger, så vi ved, om arbejdet skulle forårsage revner.
Arbejdet med spuns og pæle forventes at vare ca. tre måneder. Da det karakteriseres som stærkt støjende arbejde, må det kun foregå mellem klokken 08:00 og 16:00 på hverdage – dvs. mandag til fredag.
Åbning af cykelsti forsinket
Gentofte Kommune har oplyst, at cykelstien på tværs af byggepladsen skal belyses som en supercykelsti og ikke som en lokalvej. Der stilles nogle ekstra krav til belysning af supercykelstier, og vi er i dialog med kommunen om, hvordan vi justerer belysningen, så vi imødekommer disse ekstra krav.
Dette er årsagen til, at cykelstien endnu ikke er åbnet. Vores håb er, at belysningen kan være på plads til, at vi kan åbne cykelstien i starten af 2022.